-
Teater og kortfilm skal markere H.C. Andersens dødsdag
来源: BDK Borsnyt / 19 2月 2025 02:03:12 America/New_York
Flere kulturinstitutioner i Odense har kreeret et program, der skal markere 150-året for H.C. Andersens død. Det vil foregå fra den 4. august på forfatterens dødsdag. Det skriver kommunikationsbureauet Have Kommunikation i en pressemeddelelse. Selv om H.C. Andersen længe har været død, lever hans værker endnu. Derfor er kulturinstitutioner og aktører i Odense gået sammen om at udforske livets mørke og lyse sider som en hyldest til H.C. Andersen. "Andersen Forever" er titlen på den række begivenheder, der er arrangeret som en markering af 150-året for H.C. Andersens død. Det er blandt andre kulturinstitutionerne Kunstmuseum Brandts og Odense Teater, der står bag programmet. Programmet rummer blandt andet udstillinger, performances, interaktive installationer og eksistentielle samtaler om liv og død, der ifølge arrangørerne rækker ud over tiden. Åbningen sker i H.C. Andersens hus, hvor der vil være en særudstilling om temaerne liv, død, erindring og efterliv, og i H.C. Andersen Haven, hvor der vil være en åbningsforestilling, der er støttet af H.C. Andersen Fonden. Formanden i fonden, Eik Møller, fortæller, at de forskellige aktiviteter gerne skal bidrage til eftertænksomhed og stolthed i Odense såvel som i resten af Danmark. - Markeringen handler ikke kun om at mindes forfatteren, men også om at skabe nyt i H.C. Andersens ånd, siger Eik Møller. Odense International Film Festival inviterer som en del af programmet til en hyldest af eventyret "Skyggen", hvor de to kunstnere Nikolaj Kopernikus og Lydmor vil lave en kortfilm inspireret af eventyret, der oprindeligt er lavet af H.C. Andersen. - "Skyggen" er uhyggelig relevant i dag. Jeg er interesseret i de måder, vi i moderne tid laver dobbeltgængere af os selv - som til tider truer med at destruere os, siger Jenny Rossander, bedre kendt som kunstneren Lydmor. Hun tilføjer: - Der er noget hot i, at H.C. Andersen, som normalt er synonym med eventyr-cuteness, går dark og beskriver noget, som både er dystert - og slet ikke så opbyggeligt, siger Jenny Rossander. Også i 2005 fejrede man H.C. Andersen. Dengang var det hans 200-års fødselsdag, der blev markeret. I den anledning optrådte en række kunstnere til en samlet koncert i Parken. Heriblandt Tina Turner med to numre. Arrangementet endte med et underskud på 13 millioner kroner og førte til omfattende kritik. Programmet begynder den 4. august. Det fortsætter ind i efteråret og bliver løbende offentliggjort hen over foråret 2025 på www.andersenforever.dk. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/teater-og-kortfilm-skal-markere-hc-andersens-doedsdag